Hvad er naturterapi?

Hvad er naturterapi?

Naturterapi er terapi i naturen, hvor naturen fungerer som assistent ind i det terapeutiske arbejde. De temaer, som fylder i os spejles ud i naturen omkring os. Det, vi lægger mærke til. Det, vi fascineres af. Vores krop og vores bevidsthed spejles af den tilsyneladende ydre virkeligheds natur.

Gennem samtale og øvelser kan naturen spejle ømme og sårbare sider af vores psyke, uden at der ligefrem behøver at være tale om et psykisk traume. Det er ofte kroppen, der vidner om, at noget er på færde. Kinderne kan blusse op, og åndedrættet holdes tilbage. Kuldegysninger, spjæt og spontan sitren kan opstå. Stemme kan blive anspændt eller slippe et suk. En tåre kan vise sig i øjenkrogen. De reaktioner kan være tegn på, at klienten får kontakt til låste energitilstande, der finder udtryk og bliver forløst. Jeg er hele tiden med i disse forandringer og vil spørge ind til dem, således at de kan blive belyst og transformeret.

Styrken ved naturterapi over længere tid (3 timer eksempelvis) er, at vi har tiden til at gå dybt i emnet eller følelsen og vi har tid til langsomhed og mærken ind i temaet.

I naturen arbejder vi cyklisk, med årstiderne og med vores egen indre cyklus.

Forskningen viser os at væren i naturen nedsætter vores kortisolniveau, ilter kroppen bedre, danner flere lykkehormoner og masserer vores bevægeapparat, når vi går igennem det kuperede terræn.

Derfor danner naturen den perfekte ramme om effektiv terapi.

Naturterapi er også vejrtrækning, meditation eller kontemplation, væren og kropsøvelser.